< Tilbage

Nørrebrohus Nyhedsbrev, november 201927-11-2019 - 11:13

Kære beboere i Nørrebrohus

Det er blevet november og snart er det december. Det er efterår, det er koldt, og snart er det også vinter. Henrik Nordbrandt skrev i et digt:

 

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

 

Og det er måske rigtigt nok, men heldigvis har vi her i Nørrebrohus også halloween med masser af skønne børn, der sender os godt ind i november, og vi har lystænding i december. Det burde da kunne skære en måned eller to af året for de fleste.

 

 

Nu til nyhederne

 

Julegløgg

Og når vi nu er ved lystænding, så er det især formanden meget magtpåliggende at vi også i nyhedsbrevet annoncerer for lystændingsarrangementet. Det bliver den 2.12 kl. 18.30.

Det er altid dejligt at møde sine naboer nede i gården, men i år bliver det også spændende, for det er her, vi har muligheden for at sige hej og velkommen til alle de nye beboere i Nørrebrohus. Både de nytilflyttede og de nyfødte. Og til dem, der ikke kan komme, sender vi allerede nu et hej. Fra alle os til alle jer!

 

Interesseliste

Nu er det allerede blevet afsløret, at der pt. er mange fraflytninger, hvilket også medfører mange interne flytninger. Hvis du og din familie tilhører en af dem, der gerne vil flytte til en anden lejlighed i foreningen, skal du være opmærksom på, at der i Nørrebrohus ikke er en venteliste. Hvad vi til gengæld har, er en interesseliste. Hvis du gerne vil flytte internt, kan du skrive til bestyrelsen for at komme på denne og dermed være heldig at komme i betragtning, næste gang der er en flytning.

 

Salg

Vi får mange henvendelser fra beboere, der skal flytte, og som gerne vil have salget gennemført så hurtigt som muligt. Det kan vi i bestyrelsen godt forstå, og det samme ønsker vi også fra bestyrelsens side. Her kommer derfor lige en lille forventningsafstemning: Et salg tager som minimum 3 måneder, fordi mange instanser skal arbejde sammen og mange dokumenter skal udarbejdes. Vi ville gerne kunne være lige så hurtige som Usain Bolt, men vi er desværre bare bestyrelsen i Nørrebrohus og Herbo Administration.

 

 

Ingen biler i gården

Når vi taler om flytninger, er det også nærliggende at tale om, hvordan man så kan flytte.

Vi har i bestyrelsen besluttet, at der ikke må være biler i gården, da vi ikke mener, at gårdens brug og indretning tillader det. Gården bliver heldigvis brugt utrolig meget, men det betyder selvfølgelig, at den tit er fyldt med legende børn og snakkende forældre. Kombinationen af legende børn og store flyttelæs kan blot ved tanken give os dårlige nerver, så derfor er beslutningen faldet således ud. Vi vil dog gerne tillade, at man manuelt triller en trailer ind i gården og læsser den, hvorefter den trilles ud igen. 

 

 

Asfalten

På generalforsamlingen fortalte bestyrelsen om asfalten, der blev lagt i forbindelse med det store gårdrenoveringsprojekt. Asfalten har vist sig at være ret blød og nogle steder kan det i særlig grad diskuteres, om den kan leve op til det, den skal kunne. Dette er en løbende diskussion bestyrelsen har med Vega, som er det rådgivningsfirma som i sin tid, i forbindelse med gårdprojektet, anbefalede netop denne asfalttype til vores gård. 

Indtil videre har meddelelsen fra Vega været at vi i en periode på 2 år, indtil asfalten skulle være hærdet tilstrækkeligt, ikke måtte udsætte asfalten for for stor vægt, da dette ville kunne lave mærker eller huller.  Nu er de to år gået, og det er derfor tid til at teste om asfalten er hærdet tilstrækkeligt. Bestyrelsen og Vega har derfor besluttet at vi i løbet af det kommende år skal benytte gården på normal vis, som det er hensigten at den skal bruges, hvorefter vi vil vurdere asfaltens tilstand og diskutere eventuelle tiltag med Vega og deres forsikringsselskab, som har anerkendt fejlen.

Det betyder altså, at vi i det kommende år endelig kan slå os løs i vores gård og bruge den, som det var hensigten. Det vil sige at vi nu kan sætte vores stol, som vi vil. Parkere vores cykler med støttefoden på asfalten og, tro det eller lad være: lade cykelstativer, borde og bænke stå på selve asfalten. Vi ønsker jer alle rigtig god fornøjelse!

 

 

Cykelrazzia til januar

Endelig er det snart tid til cykelrazzia! Dét bliver fedt! Tænk på al den plads vi vil få i kældrene og i cykelskurene når de cykler, cykelvogne, løbecykler, barnevogne, cykellig, der ikke længere gør sig fortjent til betegnelsen cykel og endelig også barnevogne og papkasser bliver fjernet! Det bliver så skønt! Så kære, kære beboere i Nørrebrohus, vil I ikke nok være realistiske, når i skal give slip på jeres ikke længere brugte cykler og andet. Vil I ikke nok spørge jer selv: Har jeg VIRKELIG stadig brug for denne papkasse? Har jeg VIRKELIG stadig brug for denne barnevogn til mine børn på snart 8 og 6 år? Og har jeg VIRKELIG tænkt mig at cykle på denne cykel, hvor forhjulet mangler? Og ikke nok med at I skal stille jer selv disse skelsættende spørgsmål, I skal også svare ærligt. 

Og forhåbentligt vil vi derefter få MASSER af plads til at parkere vores cykler.

 

 

Vinduessmøring og varmemålere

Endelig skal vi have smurt vinduer og skiftet radiatormålere. 

Dette vil blive et løbende arbejde, og de berørte opgange vil blive informeret, når det er deres tid. Hold øje med opslagstavlen i bunden af opgangen. 

I forbindelse med smøring af vinduer kan der forekomme ekstraarbejder. Disse vil blive taget, når arbejdet med smøringen er overstået. Det kan virke som en bøvlet måde at gøre det på, især for de beboere dette måtte vedrøre, men til gengæld kan vi herigennem overholde varslingen i forhold til smøringen.

 

Tak!

Til slut vil vi endnu engang gerne takke alle de kræfter i Nørrebrohus, der gør en ekstra indsats for at gøre foreningen til et dejligt sted at bo.

Tusind tak til:

De Sorte Hænder for at slæbe vores storskrald frem til skraldemændene;

De Grønne Fingre for at forskønne gårdene med krukker og bed;

Det stadig lidt in cognito værkstedslaug for at have skabt et lækkert værksted til os. Vi håber at komme til at høre mere fra jer;

Alle, der har været med til at rydde loftrum! Vi er endelig færdige takket være jer!

De utrættelige kræfter, der arrangerer julegløgg;

De skønne forældre, der arrangerer fastelavn;

Og de skønne børn, der kimer os ud af vores lejligheder til Halloween;

Og endelig vores alle sammens Sam, der gør et kæmpe stykke arbejde for at holde gården ren, rydde op, svare opkald, holde hånd i hanke med håndværkerne og så mange andre tusinde ting.

Tusind tak for alle bidrag! Med jer bliver Nørrebrohus lidt smukkere.

 

Bestyrelsens træffetider

I den kommende periode vil det være muligt at træffe bestyrelsen følgende datoer:

3/12

7/1

4/2

3/3

7/4

 

Det var alt for nu.

De bedste hilsner,

Bestyrelsen i Nørrebrohus.

< Tilbage