< Tilbage

Nørrebrohus nyhedsbrev, December 201805-12-2018 - 19:36

Så er årets sidste nyhedsbrev landet. Læs bl.a. om ændringer i vaskeriet, cykelrazziaen og udskifting i bestyrelsen...

Kære beboere i Nørrebrohus

Vi er nu nået frem til december, og det betyder, at vi gerne vil sige tak for det år, der er gået i vores andelsforening.

Vi vil selvfølgelig først og fremmest takke alle jer beboere, der gider læse nyhedsbrevet. Og især de af jer, der kan lide, hvad I læser. Man kunne tro, at nyheder om dørtelefoner, porte, sternbrædder og vaskerier ville være kedelig læsning, men ikke for jer. Tak, fordi I udviser interesse for vores ejendom og det fællesskab, vi har omkring denne smukke, gamle bygning.

 

Vi vil altså også gerne takke de frivillige, der tager en ekstra tørn for foreningen.

 

De grønne fingre

Tak til jer for jeres store indsats for vores gård. I har især i år kæmpet en ekstra hård og lang kamp mod tørke for at gøre vores gård smuk og grøn.

Det er en nydelse at se og dufte og smage og spise alt det, som I tilføjer til vores gård af planter og blomster og krydderurter i bede og potter og spande, og det er skønt at se det hele springe ud og stå smukt i løbet af forår og sommer.

 

De sorte hænder

Det kan godt være, at jeres arbejde ikke har den samme æstetiske værdi, som De grønne fingres, men jeres arbejde nydes til gengæld hele året rundt, når vi som beboere kan træde ind i et ryddeligt storskraldsrum og kan komme af med vores gamle møbler eller få fingre i noget nyt til vores hjem.

Vi vil derfor gerne takke jer for jeres store og utrættelige indsats med at pakke storskrald, slæbe møbler og skubbe overfyldte containere ud i porten til afhentning af skraldemændene.

 

Og til alle jer andre…

Der er nemlig mange flere end blot disse to grupper, der bidrager til vores forening.

Der er jer, der laver hobbyrum. Jer, der arrangerer sommerfest. Jer, der arrangerer fastelavn. Jer, der laver julehygge i gården. Jer, der laver gårdoprydning. Jer, der hjælper til med loftrydning. Jer, der giver slik børnene til halloween. Jer, der hjælper jeres naboer. Jer, der samler skrald op fra jorden, når I ser noget flyde. Jer, der byder ind og kommer med forslag til, hvordan vi kan gøre vores ejendom bedre… Og vi kunne faktisk blive ved.

 

Og endelig også en stor tak til Sam

Til sidst vil vi selvfølgelig også gerne takke vores kære vicevært, Sam.

Vi vil gerne takke Sam for hans store arbejde med at holde vores ejendom pæn og ren, sørge for at tilkalde håndværkere og at holde dem til ilden, holde styr på varmecentral og vandrør, holde skralderum og porte og fortove pæne og ryddelige og fri for skrald og sne, og altid at være venlig og hjælpsom, når vi henvender os om både cykler, planter, døre og porte, loftrum, kælderrum og alt det andet, som vi ønsker svar på og har brug for hjælp til.

Vi føler, vi har været meget heldige at få Sam ansat i vores forening, og derfor endnu engang en stor tak til Sam for hans indsats.

 

Tak til alle jer for at gøre Nørrebrohus til et godt sted at bo.

 

Juletræstænding

De Grønne Fingre havde igen i år påtaget sig opgaven med at arrangere juletræstænding og gløgg i gården. Det var et rigtig hyggeligt arrangement, hvor der kom mange beboere og så vores smukke magnoliatræ blive tændt.

Så er vi endelig klar til den mørke tid.

 

Lys i portene

Apropos den mørke tid, er der blevet meget mørkt i portene, efter de nye porte er kommet op. Vi er opmærksomme på dette, og der vil snarest blive sat mere lys op, så vi kan se lidt mere til hinanden.

 

Skraldefitness

Vi annoncerer allerede nu vores januarudsalg i Nørrebrohus: Helt ekstraordinært kan vi i 2019 tilbyde et  gratis medlemskab af Nørrebrohus´ skraldefitness-hold. Vi er SÅ glade for nye medlemmer, at vi både stiller morgenmad og kaffe til rådighed, og vi tilbyder også klap på skulderen og en håndbajer under deltagelse.

 

Vi vil så gerne have ryddet nogle flere tørrelofter, og vi vil så gerne have noget hjælp.

Vi går i gang med næste omgang af loftrydning d. 2/2 kl. 10.00, hvor vi mødes til morgenmad og -kaffe i bestyrelseslokalet, og når alle har taget handsker på, går vi i gang med at tømme tørrelofterne over Borgmestervangen 4a og 6.

Vi håber at se så mange af jer som muligt.

 

Tørrelofter i Borgmestervangen 4a og 6

I forbindelse med den kommende rydning af tørrelofterne bedes I støtte op ved at få fjernet jeres ejendele inden d. 2/2 2019 kl. 10, hvis I ønsker at beholde dem. I må selvfølgelig også gerne fjerne de ting, I ved alligevel skal smides ud, så vi slipper for det, og til gengæld drikke en øl eller sodavand med et lettet skraldefitness-hold. Men hvis ikke tingene på tørreloftet er fjernet inden denne dag, vil de blive smidt ud.

 

Tørretumblertider og prisstigning

Efter vi er overgået til det nye system i vaskekælderen, har der været noget bøvl med tørretumblerne. Vi arbejder på at få ændret tørretumblertiderne, så de i stedet for at vare 25 min. reduceres til at vare et kvarter. Det vil forhåbentlig gøre systemet lidt mere smidigt.

Vi har valgt ikke at ændre prisen, fordi der på tørretumbling er et lille underskud. Med den kortere tørretid til samme pris håber vi at kunne komme underskuddet til livs.

 

Vaskemønter

Indtil d. 1/2 2019 kan I stadig få ombyttet jeres gamle vaskemønter. I kan smide dem i en kuvert med adresse påskrevet og aflevere dem i bestyrelseslokalet eller komme forbi i vores bestyrelsestid, og så vil I få pengene refunderet. Herefter kan I beholde dem som souvenir for forsvundne tider.

 

Cykelrazzia

Cykelrazziaen er i gang, og hvis du i den nærmeste fremtid står og mangler din cykel, må du ikke fortvivle, i første omgang i hvert fald. Du kan i stedet prøve at ringe til Sam og spørge, om din cykel eventuelt er blevet fjernet. Hvis Sam ikke kan hjælpe dig, vil bestyrelsen gerne minde om, at julefrokostsæsonen er i gang og kan være farlig, både for mennesker og for cykler, og tit også for  relationen mellem disse. Vi vil gerne opfordre gerne opfordre jer alle til at passe godt på jer selv og jeres kære.

 

Udluftning

Og hvis I nu ligger derhjemme med hovedpine og er ved at give op efter gårsdagens julefrokost eller julegaveindkøb, kan det være en god anledning til at åbne vinduerne og mærke verden på ny.

Vinter er nemlig sæson for skimmelsvamp, og derfor er det nu ekstra vigtigt at få luftet grundigt ud. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man 3 gange dagligt á 10 minutters varighed lufter grundigt ud og om muligt skaber gennemtræk i sin bolig. Dette mindsker fugten i lejligheden og dermed også risikoen for skimmelsvamp.

 

Valuarvurdering

Vi kan informere om, at valuarvurderingen er på vej.

I december vil valuaren komme og se på ejendommen og på 4 udvalgte lejligheder, og selve valuarvurderingen vil blive fremlagt på kommende generalforsamling.

 

Forslag til generalforsamlingen

I april er det tid til vores årlige generalforsamling, og vi vil derfor minde jer om, at 1. marts er sidste mulighed for at stille forslag til generalforsamlingen.

Ønsker du at stille et forslag til generalforsamlingen, skal du sende dette til nbhbestyrelse@gmail.com. Når du stiller et forslag, hjælper du dig selv og generalforsamlingen gevaldigt, hvis du sørger for at undersøge priser og indhente tilbud om nødvendigt. Jo mere konkret et forslag er beskrevet, des lettere er det at tage stilling til.

 

Bestyrelsesnyt

Linn har valgt at træde ud af bestyrelsen på. 1/1 2019, da hun skal se nye græsgange i Sverige.

Linn har indtil nu sammen med Mads været ansvarlig for salg og fremleje, og denne opgave overtager Mads.

Vi kommer til at savne Linn i bestyrelsen, og vi gerne takke hende for hendes store indsats og ønske hende held og lykke fremover.

Vi kommer til at savne hende.

 

Bestyrelsen består herefter af:

Bestyrelsesmøder

Et nyt halvår træder i kraft om lidt, og derfor får I her en oversigt over bestyrelsens træffetider samt bestyrelsesmøderne for den kommende periode:

  • 8/1
  • 5/2
  • 5/3
  • 2/4
  • 7/5
  • 4/6

Kom endelig forbi og sig hej i det nye år.

 

Det var alt for denne gang.

Pas god på jer selv og hinanden og jeres cykel.

Og rigtig glædelig jul og ferie og nytår og hvad I ellers kan komme i tanke om kan være glædeligt.

Kærlig hilsen bestyrelsen


 

 

< Tilbage