< Tilbage

Nørrebrohus nyhedsbrev, Februar 201910-02-2019 - 21:42

Så er årets første nyhedsbrev landet...

Kære beboere i Nørrebrohus

Det nye år er gået i gang. Vi håber I alle kom godt igennem både jul, nytår og januar.

Vi er i bestyrelsen kommet godt i gang, og vi glæder os til arbejdet det kommende år.

Siden sidst er der sket en lille smule, så her får I først en opdatering.

 

Cykelrazzia

Siden sidst har vi haft cykelrazzia. Det førte til at 20 cykler er blevet afhentet af politiet, og vi kan nu glæde os over en smule mere plads til cyklerne. Husk endelig, at hvis I har en cykel stående, som I ikke bruger alt for tit, så bør I stille den i jeres kælderrum, så andre kan få en let tilgængelig parkeringsplads. Vi har jo tusindvis af cykler i Nørrebrohus, og vi bliver derfor nødt til at deles om pladsen så godt og hensigtsmæssigt som muligt.

 

Nedløbsrør og sternbrædder

Vi havde i sidste nyhedsbrev lovet jer nyt om udskiftning af nedløbsrør og sternbrædder, men vi kan desværre ikke overholde vores løfte. Der er endnu ikke noget nyt at fortælle, men vi forventer at arbejdet snarest vil gå i gang, når vinteren har forladt os. Vi vender tilbage med mere, så snart vi ved noget.

 

Hjemmesiden

Langt om længe, og ikke uden megen og langtrukken kamp, er vores hjemmeside kommet op at køre. Her kan I med tiden finde al information vedrørende Nørrebrohus. Den er dog lidt tom, så hvis I har nogle billeder, nogle gode historier om foreningen eller andet, I mener kan være relevant eller sjovt at have på hjemmesiden, må I meget gerne sende det til bestyrelsesmailen, nbhbestyrelse@gmail.com.

Ellers vil vi blot opfordre jer til at besøge den her: www.nørrebrohus.dk

 

Tømning af tørrelofterne

Vi har haft endnu en tømning af tørrelofter. Denne gang over Borgmestervangen 4 og 6a. 

Vi var 5 personer, 3 fra bestyrelsen og 2 beboere, som havde revet nogle timer ud af kalenderen til at løbe på trapper og nogle dage til at have ondt i benene efterfølgende. 

Vi vil gerne sige en kæmpe tak til de to seje beboere, der hjalp til. Tak for at bidrage med arme og ben, smil og godt humør. 

 

Hvorfor tømmer vi egentlig tørrelofter?

Det har vi egentlig et behov for at forklare.

Det er sådan, at der ikke må stå noget på fællesarealerne. Hverken på trapperne, i kælderen og altså heller ikke på lofterne. Men det gør der jo, og nogle steder står der virkelig meget. Nogle steder faktisk så meget, at man skulle tro, at halvdelen af indboet fra en lejlighed er blevet efterladt på loftet. Det skal selvfølgelig fjernes.

Vi kunne som bestyrelse vælge at bruge en masse penge på at få et firma til at fjerne det, og så slap vi for at bruge mere energi på det, men i stedet har vi valgt at gøre det selv. Det har vi valgt, fordi vi synes, at vores forening er et fælles ansvar, og det samme er vores fællesarealer. Vi har alle et ansvar for at passe på foreningen, vi har alle en pligt til at rydde op efter os, og vi har også alle en opgave i at skabe et så godt sted at bo som muligt. Det betyder nogle gange, at der skal arbejdes hårdt, men når det så er gjort, kan vi alle for eksempel nyde at have et ryddeligt og rent  tørreloft, ligesom vi allerede nu kan nyde at have en ren og ryddelig gård til vores børn og børnebørn og andres børn. Begge dele er et fælles ansvar, og derfor skal vi selvfølgelig hjælpe hinanden og løfte i flok.

Så alt dette siger vi egentlig bare, fordi vi håber, at endnu flere vil kridte løbeskoene, næste gang vi skal tømme tørrelofter og vil hjælpe til med at rydde op i vores smukke, gamle bygning.

 

Nu til nyhederne...

 

Radiatorindstillinger

Vinteren trækker tilsyneladende ud, så der skal nok være varme på lidt endnu. 

Vores radiatorer er ligesom os. De vil allerhelst samarbejde og være fælles som tingene.

Det betyder, at for at få det mest optimale varmeforbrug og den mest optimale varmefordeling i lejlighederne, skal radiatorerne være indstillet på det samme. Hvis en radiator er indstillet på 5 og en anden er indstillet på 2, vil radiatoren på 5 knokle for at varme rummet op, mens radiatoren indstillet på 2 vil slå fra, fordi rummet er allerede varmere, end hvad den er indstillet til. Det giver en skæv varmefordeling, en dyr varmeregning og en radiator med stressproblemer. Derfor bør I sørge for, at jeres radiatorer står på det samme.  De bliver så glade, når samarbejdet fungerer. 

 

Sams onsdagsåbning 

Sam har gennem en længere periode været at finde på kontoret hver onsdag eftermiddag. 

Dette var en forsøgsordning, da vi ville se, om der var et behov for at kunne møde viceværten om eftermiddagen. Det har vist sig, at behovet er meget lille, og vi har derfor besluttet at bruge Sams tid bedre og derfor afskaffe onsdagsåbning. Sam kan derfor fremover træffes på mail: samnbh2200@gmail.com eller telefon: 28 30 69 09 og selvfølgelig også i kontorets åbningstid på hverdage mellem 11 og 12.

 

Fastelavn

Den 3/3 er det fastelavn. Allerede nu er Cecilie Boesen i gang med at arrangere en fest for børnene, men flere kræfter er hjertens velkomne. Så hvis I gerne vil give en hånd med, så kontakt Cecilie på Nørrebrohus´ facebook-side, eller kontakt bestyrelsen, og så sender vi jer videre til Cecilie. 

Vi håber I får en rigtig dejlig dag.

 

Valuarvurderingen

Vi ved godt, at mange af jer ser valuarvurderingen som juleaften i april og næsten ikke kan vente med at se, hvad gaven mon vil indeholde. Men I må vente lidt endnu. Valuarvurderingen er endnu ikke færdig. Valuarvurderingen vil, som det blev vedtaget på sidste års generalforsamling, danne grundlag for budgetforslaget på dette års generalforsamling.

 

Generalforsamling

Den 10/4 kl. 18.30 vil der i år blive holdt generalforsamling i Keas lokaler på Lygten 37.

Hvis I har nogen forslag til generalforsamlingen, skal disse sendes til bestyrelsen på nbhbestyrelse@gmail.com eller afleveres i postkassen ved kontoret senest d. 1/3.

Hvis I har nogen forslag, så gør dem så konkrete som muligt, så det bliver så let som muligt for generalforsamlingen at tage stilling. Undersøg for eksempel økonomien i forslaget og indhent gerne flere tilbud. Overvej også gerne, hvilke spørgsmål, der kan komme fra andre beboere, og forsøg at besvare disse allerede, når du stiller forslaget. Jo mere gennemarbejdet et forslag du stiller, des lettere bliver diskussionen.

Fra bestyrelsens side vil vi i år blandt andet stille forslag om elektronisk varmeaflæsning og vedligeholdelsesplan.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer og håber, at I møder talstærkt op.

 

Tiltag på trapperne: Plankeværk i Lille Gård

Vi arbejder stadig på at få ordnet plankeværket i Lille Gård. I vil høre mere om dette i den nærmeste fremtid.

 

Det var alt for nu.

Kærlig hilsen bestyrelsen



< Tilbage