< Tilbage

Nørrebrohus Nyhedsbrev, august 201907-09-2019 - 15:32

Nørrebrohus Nyhedsbrev

August, 2019

 

 

Kære beboere i Nørrebrohus

 

Det er blevet sensommer, og året går, desværre, på hæld igen.

Sommeren har været fuld af, hvad somre er fulde af: vandleg, gynger, rutsjebaneture, fangeleg, boldspil og is. 

Det har regnet, solen har skinnet, det har blæst og det har været hedebølge. 

Der har været fødselsdage, middage og aftener i gården med familier, venner og naboer.

Og blomsterne er vokset, buskene er vokset, græsset er vokset, krydderurterne er vokset, og børnene er vokset. 

Vi kan konstatere, at vi har en fed gård, der passer lige præcis til det liv, som vi ønsker at leve i Nørrebrohus.

 

Velkommen til nyhedsbrevet for august.

 

 

Generalforsamlingen 

 

Siden sidste nyhedsbrev har der været afholdt generalforsamling. Vi vil gerne takke for jeres engagement og bidrag til gode diskussioner og til fortsat at gøre denne forening til et dejligt sted at bo. 

Ved valget til bestyrelsen blev der valgt tre nye medlemmer ind, og bestyrelsen består nu af:

Jan Malinowski, tlf.: 

Mads Christoffersen, tlf: 2250 9567

Maria Nielsen, tlf: 6177 2348

Frederik Sewerin, tlf: 2890 8579

Mikkel Aagaard, tlf: 2899 2612

Troels Børrild, tlf: 5192 0324

Thomas Hansen, tlf: 2679 9768

 

Vi takker Mikkel, Troels og Thomas for at stille op til bestyrelsen og byder jer velkommen. Vi glæder os til det fremtidige samarbejde.

Samtidig sender vi en stor tak til afgående bestyrelsesmedlemmer Franz Dam og Mikkel Pedersen for det gode samarbejde og deres store indsats i bestyrelsen. 

 

 

Praktikant i to måneder

 

De næste to måneder har vi været så heldige at få Linda som praktikant. Hun skal arbejde sammen med Sam og få et indblik i, hvad arbejdet som vicevært indebærer og forhåbentligt få nogle gode erfaringer med sig, som hun kan bruge i sin videre jobsøgning.

 

Det er dejligt at kunne hjælpe andre, og vi byder Linda hjerteligt velkommen til foreningen.

Nøgler til kontor

 

I den kommende periode vil der være mange arbejder, der skal udføres i lejlighederne.

Vi skal have smurt og justeret vinduerne, der skal VVS-ere ind og opsætte følere på radiatorerne, vi skal have målt varme og endelig skal de, der skal have altan, på et eller andet tidspunkt have altanfolk på besøg, da der skal måles op.

Til mange af lejlighederne har vi allerede nøgler, men til nogle har vi ikke. 

 

Til jer, der ikke har afleveret en nøgle til kontoret, vil det være en god ide at gøre det, da det vil lette arbejdet med at indsamle nøgler og komme ind i lejlighederne.

 

Hvis I er usikre på, om I har afleveret jeres nøgle til kontoret, kan I spørge Sam om dette. 

Men det er selvfølgelig frivilligt, om I ønsker at have en nøgle liggende på kontoret. 

 

 

Værkstedet

 

Nu er værkstedet i den gamle kokskælder endelig ved at være klar til åbning.

D. 20/8 kl. 19 er alle, der skulle have interesse i det nye rum, indkaldt til møde, hvor der dannes en styregruppe.

 

Vi vil gerne takke alle de, der har knoklet med istandsættelse af rummet og indkøb af maskiner, og så glæder vi os meget til åbningen.

 

 

Oprydning i gården

 

Det har været en dejlig sommer, og gården bliver brugt rigtig meget. Det er jo skønt. Men efter en skøn dag med masser af leg roder der tit nede i gården. Der ligger legeting, cykler, løbehjul og små scootere over det hele, og selvom det er fedt at kunne se, at gården bliver brugt, er det også fedt, når det ikke roder.

 

Vi har derfor besluttet, at der indkøbes en kasse til alle de mindre legeting, og at vi vil optegne små parkeringsbåse til alle de små børnecykler og -scootere. Vi håber, at børnene synes det er sjovt at skulle parkere sin cykel i en bås ligesom de voksne gør med deres biler. Vi håber selvfølgelig også, at det vil gøre det lettere for forældrene at hjælpe børnene til at få ryddet op efter leg.

 

 

Boldspil

 

I forbindelse med gården skal vi også minde om, at det ikke er tilladt at spille med hårde bolde i gården, men spil meget gerne med bløde bolde.  Grunden til dette forbud skyldes, at de hårde bolde vil kunne smadre vinduerne, og det vil vi helst undgå. Så ingen læderbolde og tennisbolde, men meget gerne plasticbolde.

 

 

 

 

Skrald

 

Når vi nu er ved sommeren og brugen af gården, må vi hellere nævne skraldespandene. 

 

Man kan se, om det har været en god dag ved at se, hvor fyldte skraldespandene er, og vi kan konstatere, at der er mange gode dage i Nørrebrohus. Det er jo dejligt. Men ligesom der skal være plads til alles cykler, og alles tørretøj, skal der også være plads til alles skrald. Derfor vil vi gerne bede jer om, at I tager jeres skrald med jer, hvis I har haft gæster med i gården og derfor har meget skrald. Vi har endda gjort det nemt for jer at gøre det. 

 

På gårdtoilettet hænger nøglen til skraldespandene, og i skraldespandene har Sam allerede lagt ekstra poser. Så vær venlige at tage jeres skrald med over i skraldecontaineren, så der er plads til det hele.

 

 

Tørrelofter

 

Og når vi nu taler om skrald, kan vi selvfølgelig nævne tørrelofterne.

Vi er nemlig ved at være færdige med at tømme tørrelofter. Vi mangler kun tre opgange, og dem tømmer vi d. 5/10 fra kl. 10.00.

 

Vi indbyder igen til morgenmad i bestyrelseslokalet, og herefter tager vi handsker og masker på og går i gang. Efter endt arbejde vil vi fejre vores sejr over bunkerne og give pizza og øl og sodavand.

Kom forbi og giv en hånd med den sidste tømning og vær med til at fejre de fine og ryddelige tørrelofter.

 

 

Vand i Lille Gård

 

Det sidste punkt i dette nyhedsbrev er brug af vandhanen i Lille Gård. Det er nemlig ikke muligt, medmindre du har en nøgle til hanen. Denne nøgle finder du i barnevognsskuret, og så er vi tilbage, hvor vi startede: ved de gode stunder i Nørrebrohus, for med den i hånden behøver du ikke længere at gå op i din lejlighed for at hente vand, når du nyder de sidste sensommersolstrejf i vores dejlige gårde.

 

 

Det var alt for denne gang.

De bedste hilsner,

bestyrelsen

 

 

 

 

 

 

< Tilbage